11.11.2020

CPH trafik: En lukket orange verden sender luftfarten helt i rødt

Verden er lukket og helt orange i rejsevejledningerne. Det betyder, at luftfarten går i rødt over hele Europa. Københavns Lufthavn må låne et større tocifret millionbeløb hver måned for at holde åben. I oktober faldt trafikken med 85,5 procent. De få passagerer er primært forretningsfolk, og rejsende der tager på familiebesøg. 

Efter lidt optimisme i sommer, er smitten taget til og verden er lukket ned. Det har sendt luftfarten i endnu et frit fald. I oktober var der blot 14,5 procent af passagerne tilbage.

I oktober faldt trafikken yderligere. Der var 394.270 igennem terminalerne mod 2.727.549 i oktober sidste år, et fald på 85,5 procent.

På en normal dag sidste år var der knap 800 ankomster og afgange dagligt til Københavns Lufthavn. I dag er der omkring 150 – og antallet falder. På en normal dag var 70-75 procent af flysæderne fyldt. I dag er det omkring 30 procent.

”Smittetrykket stiger i Danmark og resten af verden og rejserestriktionerne er strammet yderligere. Uden umiddelbar udsigt til bedring har Corona krisen sendt luftfarten helt i rødt. Det gælder både lufthavne og flyselskaber. I Københavns Lufthavn må vi låne et større tocifret millionbeløb hver måned for at holde åben for den smule passagertrafik, der er tilbage – og for den nødvendige luftfragt,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.

Krisen er global
Indtægterne er væk – men det er udgifterne til at holde lufthavnene åbne ikke. Før Coronakrisen havde CPH dog en sund økonomi og har derfor med opbakning fra ejerne (Den danske stat, ATP og den canadiske pensionsfond OTTP)  indgået en fornuftig aftale med bankerne, der har styrket lufthavnens likviditet. Men krisen er hård.

Lufthavnenes internationale brancheorganisation ACI vurderer, at op mod 200 lufthavne i Europa risikerer at ende som insolvente inden jul. Flyselskabernes brancheorganisation, IATA, vurderer, at flyindustrien globalt vil miste 528 milliarder kroner i 2020.

”Krisen i hele branchen er dyb. Flere end 6.000 ansatte i de mere end 700 virksomheder i og omkring Københavns Lufthavn har mistet deres arbejde. Senest har Storbritannien skærpet rejserestriktionerne og lukket for al flyvning til og fra Danmark og Norwegian har måttet lukke ned i Danmark og resten Europa og sende 1.600 medarbejdere hjem,” siger Peter Krogsgaard.

”Det eneste, der på længere sigt kan vende den udvikling, er en vaccine. På den mellemlange bane er der brug for et fælles europæisk Covid-pas, så man kan rejse sikkert uden at smitte - så vi kan få lirket verden op og få den helt nødvendige mobilitet tilbage,” siger Peter Krogsgaard.

Familie- og forretningsrejser
Siden krisen ramte og antallet af passagerer faldt med over 80 procent, har CPH ikke kunne foretage de traditionelle omfattende målinger af passagernes adfærd og tilfredshed.

Men en række stikprøvemålinger viser, at de forretningsrejsende stadig udgør lidt over en tredjedel af passagerne. Resten er dog ikke ferierejsende, som før Corona krisen. Langt hovedparten af de, der ikke rejser på forretning, er danskere og udlændinge, der besøger familie.

”For de få, der rejser, skal turen gennem lufthavnen være en tryg og en god oplevelse. Her udtrykker de rejsende meget stor tilfredshed med Corona-sikkerheden – men samtidig en tristhed over, at der er så få passagerer og så stille i terminalerne,” siger Peter Krogsgaard.

 

Download Excel